torsdag den 27. september 2012

Syltede grønne chilier

Chili er en ingrediens, der ofte bliver brugt i vores madlavning. Jeg holder meget af stærk mad og synes, at chili er med til at fremhæve de andre nuancer i maden, og når man bruger noget andet end det billige chilipulver, kan chilien i sig selv også bidrage med dejlige smage. Derfor er det meget naturligt, at jeg relativt ofte stikker næsen forbi ChiliHouse i Studiestræde.
Her købte jeg sidste vinter nogle tørrede, smukke, gule chilier ved navnet Aji Lemon. Da der jo, som altid, var masser af frø i de tørrede chilier, og jeg tilfældigvis stod med noget ekstra jord, tænkte jeg, at man måske kunne bruge det til noget - ned røg frøene, vand og lys fik de og i løbet foråret dukkede der nogle livskraftige planter op, der sørme også satte blomster. Jeg ved meget lidt om planter*, men læste mig til, at jeg bare skulle ryste planterne lidt ind i mellem, så burde de bestøve sig selv, og sørme så, der begyndte at vokse grønne chilier frem fra de visne blomsterhoveder, og efter et stykke tid begyndte de endda at blive gule og lignede på en prik de indkøbte. Vi spiste eller frøs en del af dem, men da sommeren gik på hæld, og der stadig var en masse chilier tilbage på planterne, besluttede jeg at sylte dem.
Jeg tog udgangspunkt i en helt almindelig syltelage og endte med nogle fantastiske syltede chilier. Citronsmagen kom virkelig frem ved syltningen og de blev super sprøde og lækre.

Syltede varer er en fast bestanddel af mit køkken, det er altid rart med lidt surt til maden. Det er første gang jeg sylter chili, men det er bestemt ikke sidste! Vi spiser dem især som tilbehør til ost eller kødretter.

*og har som udgangspunkt ikke grønne fingre - jeg glemmer simpelthen at vande! det har kostet en del planter livet, men heldigvis findes der stædige eksemplarer, der endda kvitterer med noget spiseligt, det kalder jeg opofrelse

Syltede grønne chilier


Jeg går generelt ind for så lidt sprøjtemidler osv. som muligt, og det gælder naturligvis også når jeg sylter! Jeg skolder altid glassene først, men hvis jeg regner med at skulle gemme produktet i længere tid, skyller jeg også glassene med Atamon, da mugvækst er potentielt mere giftig end lidt tilsætningsstoffer - men det kan man jo gøre, som man vil.

2 glas med plads til ca. 3 dl i hver

200 g grønne chilier
3 sorte peberkorn
1 tsk. korianderfrø
1 laurbærblad
salt
½ l eddike
3-4 dl sukker (afhængig af smag)

- skyl chilierne og skær dem forsigtigt op fra stilk til spids og fjern frøene med en teske
- hæld kogende vand over chilierne og lad dem trække i ca. 5 minutter for at løsne de sidste frø, hæld herefter vandet fra og fordel chilierne i skoldede (Atamonskyllede) glas 
- Sukker og eddike opvarmes med krydderierne, smages til med salt
- Når sukkeret er opløst, hældes den varme væske i glassene, der lukkes. 
- skal hvile i mindst 2 uger, og kan snildt holde sig op til 4 mdr. på køl.

torsdag den 13. september 2012

Marengs

Når jeg fortæller folk, at mine forældre har høns, tror folk straks, at jeg stammer fra landet - det er så ikke tilfældet*, men høns i baghaven, det har de. 
Høns er simpelthen et fantastisk dyr! De får bare en masse rester og vupti, så får man æg i stride strømme, det er da en ægte win-win situation! og passer lige ind i en grøn profil.

Så da vi i sommerferien passede mine forældres hus, kunne vi jo udnytte disse skønne dyrs høje produktivitet - det blev en aften til en omgang marengs. Marengs er i min verden en fantastisk ting. Det er så enkelt, men det er ikke det samme som at det er nemt! En perfekt marengs er for mig knasende sprød udenpå og bliver helt sej inde i midten, når man tygger i den - nogen siger, at man skal komme eddike i for at opnå den ønskede konsistens**, men jeg har ofte lavet dem efter nedenstående opskrift og fået rigtig gode resultater

Som nævnt, er det ret lige til - det eneste det kræver er tålmodighed, hvilket desværre ikke er min aller stærkeste side, men det er ventetiden værd. 
Jeg valgte at servere dem med friske solbær og en vaniljecreme som en dessert, men de fungerer også ganske udemærket som et lille, velfortjent sukkerchok. 



*Jeg kommer fra en provinsby i Jylland, så det kan naturligvis godt være, at eventuelle ærkekøbenhavnere mener, at det er landet, men det kan vi så diskutere en anden gang)
** andre siger, at det er for at opnå ekstra glans, og det kan godt være - det må jeg afprøve næste gang!

Marengs

Hviderne fra 4 store æg
200 g sukker
evt lidt vanilje

- Pisk hviderne med lidt af sukkeret til de begynder at stivne
- tilsættet nu sukkeret lidt af gangen under fortsat piskning og pisk videre i ca. 7 minutter ved mellemste hastighed
- sæt massen i små toppe på bagepapir og bages i 1½ time ved 120 grader