Ind i mellem tænker jeg, hvorfor jeg overhovedet kastede mig
ud i blogging-livet – godt nok lidt useriøst, men jeg kan da se, der ind i
mellem er nogen, der kommer forbi, og jeg håber da, de får noget ud af mine
opskrifter, lige som jeg får meget ud af andres. Men faktisk tror jeg, at
hovedårsagen er min skrivetrang. Da jeg gik i gymnasiet var en af mine
favoritting at skrive stil – til flere af mine klassekammeraters undren, men
jeg nyder at sætte ord sammen og skabe en sammenhæng. Jeg har aldrig været så
fantasifuld, så det drejede sig oftere om essay-agtige stile, hvor jeg kunne
tage stilling til diverse ting, se det fra flere vinkler og diskutere.
Så kom den første depression samtidig med studenterhuen, og
både læse- og skrive-overskuddet faldt drastisk.
Vel ovenpå depressionen og i gang med drømmestudiet var der
lige pludselig andre ting, der tog fokus, og selv min tidligere så uslukkelige
læsetørst blev mildnet, måske overvældet af de usandsynligt tykke fagbøger på
mit bord, der stod og så anklagende på mig, hvis jeg vovede at kaste et blik i
en skønlitterær bog. Og skrivning? Det var der slet ikke tid til – højst en
opgave i ny og næ, men mit studie er meget naturvidenskabeligt og kalder mere
på udregninger og fagtermer end på god sætningsopbygning.
Bacheloropgaven var skøn – selvom det i høj grad var
non-fiktion, var der endelig tid til at fokusere på sætningskonstruktion og
formidling, og resultatet blev derefter. Hmm, tænkte jeg, hvorfor har jeg ikke
skrevet i så lang tid?
Efter en skøn, fuldstændig fri sommer med en fantastisk
rejse i Kina med tasken fuld af bøger, som blev afleveret til forskellige
hostels eller medrejsende efter at være blevet læst kom kandidat-delen med
endnu en kolo-enorm bunke faglitteratur.
Så kom specialet og den anden depression. Denne gang var der
ikke noget med at nyde at skrive – det var bare noget, der skulle overstås så
jeg kunne komme videre og forsøge at få styr på mig selv. Takket være en enorm
indsats fra min speciale-makker og familie og en fuldstændig umenneskelig
indsats af mig selv kom kandidat-graden i hus for et halvt års tid siden, endda
med et tilfredsstillende resultat.
Med hjælp fra en deltidsstilling og en psykolog (og igen,
familien, hvad gør man uden dem?) er jeg langsomt på vej tilbage i fuldt gear,
og nu kan jeg igen mærke den – skrivetrangen. Jeg læser et eller andet godt og
får en ubærlig trang til også at skrive! Jeg har egentlig aldrig tænkt, at
andre behøvede at læse mine skriblerier, men jeg er heller ikke en
dagbogs-skriver (har forsøgt, op til flere gange, men går altid i stå) og
derfor besluttede jeg at starte en blog. Ikke fordi jeg regner med en dundrende
succes og medfølgende kontrakter, slet ikke, men simpelthen fordi jeg på et
eller andet plan føler en forpligtigelse og derfor får skrevet noget med
uregelmæssige mellemrum. Og så er det et dejligt anonymt sted, det handler ikke
om alt for dybe ting, modtageren er ukendt med jeg forventer det er venlige
mennesker, der hygger sig med at læse lidt forskellige ting, som jeg selv gør
når jeg stresser af med at læse diverse blogs.
Mad har altid for mig repræsenteret hygge. Jeg stresser af i
et køkken, og min psykolog har næsten befalet mig at lave mad – det er nemlig
ren ”mindfullness”, en term jeg faktisk har lidt svært ved at forstå, men jeg
kan udføre det. Giv mig et køkken, noget der skal snittes/skrælles/æltes osv,
og jeg går i en dejlig slags trance, hvor mine tanker kan svære frit uden at
blive for konkrete og dermed negative. Jeg har jo noget, jeg skal fokusere på,
nemlig maden, og kan derfor holde mig fra den negative spiral jeg har tendens
til, når jeg er inaktiv. Jeg er exceptionelt god til at skubbe ting i
baggrunden hvis jeg skal fokusere på noget vigtigt (specialet for eksempel),
men det hævner sig, og det skal bearbejdes. Men jeg kan ikke gøre det hele
tiden, har brug for afslapningstid, hvor hjernen holder fokus på én ting, mens
de andre tanker ryger i baggrunden uden at blive begravet.
Derfor en mad-blog.
Derfor en blog om bøger.
Derfor er dette en god ting for mig, og hvis andre vil læse
med, er de meget velkomne!
