Hvis man finder opskrifter fra amerikanske eller engelske
sider bruger de oftere vaniljeekstrakt frem for vaniljesukkeret, og jeg har
længe bare erstattet ekstrakten med min hjemmelavede vaniljesukker, men da min
søde svigerinde forærede mig et glas med jamaicansk vaniljeekstrakt fik jeg
øjnene op for værdien af vaniljeekstrakt. Det afhænger meget af, hvad jeg skal
lave, om jeg bruger det ene eller det andet, hvis jeg gerne vil have de smukke
vaniljeprikker synlige, bruger jeg stænger, hvis det er en opskrift med en lav
mængde sukker bruger jeg ekstrakt, da dette er nemmere at dosere. Min ekstrakt
er lavet på rom, så det giver også en ekstra dimension til smagen.
Siden jeg fik brugt gaven fandt jeg ud af, hvor nemt det er
at lave selv, og da jeg bruger en del vaniljestænger i min madlavning er det et
hit at finde andre ting at bruge dem til, for min sukkerkrukke og the-bøtte er godt
fyldte.
Når ekstrakten har trukket længe nok til der er masser af
smag i, kan man ”tappe” noget ekstrakt i en lille flaske og lader stængerne
blive tilbage i moderflasken til fortsat at smagsgive til den nye portion, og
så er det bare på med en lille sløjfe et
voilà så er der den perfekte værtindegave til ens søde bage/kage-glade
venner.
Og moderflasken, den fortsætter man med at fylde de tomme,
brugte vaniljestænger i, fuldstændig som man gør med sukkeret, og man kan toppe
oveni med mere alkohol efterhånden som man får brugt af det – ren madmagi og så
følger det fuldstændig stop-spild-af-mad tankenWhat’s not to like?
Vaniljeekstrakt
4 fede vaniljestænger hvor kornene er fjernet og brugt til
andet*
1 dl rom eller vodka**
-
Skold et patentglas (mindst 2 dl stort så der er
plads til at toppe oveni), hæld vandet ud. Glasset skal ikke tørres, men have
lov til at dampe af
-
Kom stængerne, evt. i halve, i glasset og hæld
alkoholen over. Luk glasset og ryst det et par gange.
-
Sæt glasset køligt og mørkt, evt. i køleskabet,
og ryst det et par gange om ugen. Ekstrakten bliver mørkere og mørkere som
ugerne går og efter ca. 8 uger er den klar til brug og evt. første aftapning
*alternativt kan man bruge 2 friske, så skal man bare skære
dem åbne på langs inden de kommes i glasset
** selve alkoholen forsvinder ved opvarmning, men smagen fra
rom giver en dejlig ekstra dybde, der supplerer vaniljen noget så smukt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar