Hvem kender ikke den der småsult, der melder sig sidst på
eftermiddagen? Frokosten er blot et fjernt minde og aftensmaden er endnu ikke
klar.
Forældre kender det som ulvetimen. Franskmændene forsøger at
undgå netop dette med le goûter, som kan være hvad som helst, ofte lidt sødt,
og det hjælper blodsukkeret og humøret til aftensmaden står på bordet.
Som en anden lille hobbit spiser jeg selv mere end 3 store
måltider, ellers bliver jeg simpelthen for sulten, men selvom jeg forsøger at
holde maven fuld, kan jeg godt have brug for at snacke når jeg kommer hjem og
skal til at lave aftensmaden.
Og ofte får jeg lyst til slik og ikke spor fornuftige sager,
der jo i realiteten ikke virker særlig godt, og jeg bliver endnu mere sulten
hvis jeg fx spiser et æble*. Så jeg plejer at kombinere lidt frugt, både tørret
og frisk, med nødder og det allerbedste er, hvis det er hasselnødder, der er
ristede.Hasselnødder er jo en ganske lækker spise i sig selv, men hvis man putter dem en tur i ovnen og fjerner skindet, så er man pludselig ikke i tvivl om, hvad nougat er lavet af. Det fremhæver alt det gode i de små banditter og selvom jeg også gerne bruger dem i salater mv, så er det altså som en lille snack de fleste bliver brugt.
Det er svært at give en egentlig opskrift. Jeg plejer at
riste en pose ad gangen, når jeg alligevel har ovnen tændt, dog helst ikke over
180 °C, for så bliver de for hurtigt mørke. De spredes i et lag på en bageplade
med bagepapir og sættes ind i ovnen. Rør i dem hver 5-10 minut. Langsomt vil
skindet løsnes **, og nødderne vil blive yndigt lysebrune og skinnende.
Hold godt øje med at de ikke bliver for mørke! Hellere lade
noget skind sidde tilbage end at brænde dem på. Når de er ved at være klar, hældes de over i et rent viskestykke og får lov til at køle. Så lukkes viskestykket til en lille pose og så skal nødderne gnubbes så skindet falder af. Det er meget sandsynligt at der vil sidde rester tilbage på nogle nødder, men det betyder ikke noget.
Så skal de ristede hasselnødder bare overføres til et
opbevaringsglas. Den nemmeste måde, for at undgå alt for meget af skindet følger
med, er at bruge hænderne og tage dem lidt ad gangen.
Og så er det bare at guffe løs, de bør kunne holde sig et
par måneder, men må indrømme jeg aldrig har dem stående så længe.
*hvilket er fuldstændig naturligt
** faktisk er det ikke helt rigtigt, det er egentlig nødden
der skrumper lidt efter væsken er fordampet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar