fredag den 1. november 2013

Græskartærte – og en lovtale for Halloween

Billedet er taget fra tivoli.dk


Er Danmark ved at blive for amerikanificeret?

Der er en tendens i tiden (Jøsses, jeg lyder jo nærmest som Mads Christensen…) til at alt amerikansk er godt, og vi ser mod USA til inspiration med mange ting. Uden at dette pludselig skal blive en politisk tale, synes jeg måske godt de kunne se lidt mod os ”socialister” i Europa (health care, anyone?) i stedet for at vi i Europa vil forsøge at komme til at ligne USA, men jeg er heller ikke bleg for at indrømme, de kan noget ”over there”.

For eksempel Halloween.

Jeg synes simpelthen det er hyggeligt*. Jeg elsker at lave græskarlygter, og any excuse for udklædningsfest og kagebagning! Og jeg er som et glad lille barn, når Tivoli åbner til deres (u)hyggelige, græskarfyldte have. Jeg synes dog det er fedt, at vi stadig har den danske udgave, så vi ikke behøver bekymre os for, om børnene får barberblade i deres æbler, eller andre forfærdelige ting.

Og til dem, der brokker sig over at det bare er importeret af rent økonomiske årsager siger jeg; og hvad så? Økonomien har brug for det, og til gengæld slipper vi for jul allerede i oktober! Og selvom jeg er en jule-kugle uden lige, så synes jeg at det er noget tidligt at jule allerede i efterårsferien. Så lad os endelig bruge Halloween som en ”undskyldning” for at skubbe julerierne en lille måned mere.

Og så kan man jo bruge nogen af alle de skønne græskar, der dukker op i butikkerne. Jeg elsker at lave græskarmos ved at bage et hokkaido-græskar indtil det er smør-mørt, mose det med lidt ingefær og chili og evt. lidt smør og mælk som til kartoffelmos og spise det som tilbehør. Desværre er Kæresten ikke helt så begejstret, men hvis jeg gider bage græskartærte, så er han glad.

Så det gør jeg. Mindst én gang om året. Så mødes vi nogle venner til en gåtur i efterårsvejret (evt. i Tivoli) eller græskarlygte-fremstilling og lun græskartærte. Det er hygge på højt plan.

*Jeg er godt klar over, at det da vidst ikke er meningen, men at det skal være uhyggeligt. Men jeg er jo dansk, og kan derfor tillade mig at lave en dansk twist på en meget amerikansk helligdag.
Græskartærte

Bund:
2 ½ dl mel
100 g smør
2 spsk sukker
1 æg, sammenpisket

- Mel og sukker blandes og smørret smuldres heri. Samles med ægget.
- dæk med film og sæt på køl i ca. 30 minutter
- rul dejen ud og læg i en smurt tærteform. Prik bunden med en gaffel og blindbag ved 180 grader i 10-15 minutter til bunden er let lysebrun

Fyld:
300 g. græskar, fx Hokkaido, skrællet og skåret i små stykker
1 tsk kanel
2 ½ dl mælk
1/4 tsk revet muskatnød
½ tsk tørret ingefær
2 æg
1 dl honning, svarende til ca. 160 g.

- Græskarstykkerne koges i ca. 15 minutter til de er helt bløde. Vandet hældes fra og græskarret pureres.
- tilsæt resten og pisk grundigt
- massen hældes i den forbagte tærtebund og det hele bages ived 180 grder i ca. 50 minutter til fyldet er stivnet
- afkøles og pyntes med flormelis, server gerne med crème fraîche


Ingen kommentarer:

Send en kommentar