mandag den 3. februar 2014

Grønkålschips

Gojibær, açai, blåbær, havtorn… og grønkål?
 
Den lange række af tidligere undervurderede og, for nogle, nærmest ukendte ingredienser, der pludselig opløftes til stjernestatus er grønkål. 2013 blev året, hvor grønkål blev virkelig moderne i det store udland* og blogs og aviser brugte mange sider på denne nye superfood.
I Danmark er det knapt så ”nyt”, vi har jo brugt det i århundrede og det har derfor al den tid jeg kan huske været en jævnlig tilbagevendende ting i madlavningen. Mine forældre dyrkede det endda en overgang i vores have, men det endte med at hele naboens hus blev dækket af larver, der også syntes at grønkål var godt, så den ”succes” blev aldrig gentaget.

Grønkål er en velkommen gæst på vintermenuen. Både som den traditionelle grønlangkål men også i salater som et frisk, grønt indspark i de ellers noget grå og kedelige vintermåneder.
Noget nyt jeg er begyndt at lave i år er grønkålschips. Et ord, der måske virker en smule selvmodsigende, da chips i manges optik bør være noget med usundt og masser af olie (og måske kartofler, det er der større diskussion om) og grønkål jo er super sundt.

Men det smager godt, mega godt. Nej, man kan ikke skjule at det er kål, så jeg får næppe omvendt min lillebror, men hvis man ikke er bange for en mild kålsmag, bør man virkelig give dem en chance.

*især USA, de har endda indført en national grønkålsdag!

Grønkålschips

1 bundt grønkål, jo mere krøllet jo bedre
ca. 1 spsk olie, fx raps
salt

- grønkålen skylles grundigt og tørres helt
- riv bladene i passende stykker, afhængig af hvor store man vil have chipsene. Det vigtigste er at de er ca. lige store. Selve stænglen skal ikke bruges
- kom stykkerne i en skål, kom olien over og brug hænderne til at blande det godt indtil alle bladene er dækket af et tyndt lag olie.
- sæt stykkerne på bagepapir. Det bliver bedst, hvis man sætter dem på "toppen", altså med det krøllede nedad, så de står som små tyl-skørter
- sættes i en 17o grader varm ovn og bages i 8-12 minutter afhængig af størrelsen.
- tages ud af ovnen og drysses med salt.
Velbekomme

Ingen kommentarer:

Send en kommentar