Jeg har lige afsluttet "Den modvillige fundamentalist" af Mohsin Hamid. Bogen handler kort fortalt om verden efter d. 11. september, om mistro, misforståelser og modvilje. Egentlig en meget trist bog sådan at "sommerhygge" med, men bogen er skrevet i et stramt og godt sprog, der leder tankerne hen mod Camus' "Den fremmede".
Det er skrevet som en envejs dialog mellem en pakistaner (fortælleren, Changez) og en nervøs, amerikansk turist(eller er han nu det?). De mødes på en fortovscafé i Lahore, og Changez fortæller om sit liv i Amerika, mens han, forgæves, forsøger at få sin tilhører til at slappe af. Mens mørket falder over pladsen trækker uhyggen sammen, for intet er som det umiddelbart giver sig ud for. Slutningen er åben, hvem er den jagede? er det Changez, der bekræfter amerikanerens fordomme, eller har han nærmere tilbragt sin dag med at forsøge at snakke sig ud af sin skæbne?
Jeg vil ikke kaste mig ud i en dybsindig analyse af bogen, og håber heller ikke jeg har afsløret for meget, men jeg kunne faktisk godt lide bogen. Javist, der er til tider lidt søgt symbolik (Changez?, den psykisk syge kæreste (Am)Erica, der klynger sig til fortidens nu afdøde kærlighed og ikke orker at tage noget nyt til sig), men alt i alt en bog, der sætter gang i tankerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar